MALTFABRIKKEN OG FABERS FABRIKKER

14. SEPTEMBER 2021 16:00 | KANTINEN | ARKITEMA ARCHITECTS

I Bestyrelsen for BIM Aarhus er vi rigtig glade for, at vi igen kan byde velkommen til et Netværksmøde i Kantinen hos Arkitema i Frederiksgade. Vi håber, at du har tid, lyst og lejlighed til at komme, møde dine kollegar, få en god snak, vidensdele, og få indsigt i problematikken omkring BIM og Renovering. Og så serverer vi naturligvis en god kop kaffe...

BIM i Renoverings- og transformations projekter. 

Hvor projekter i nybyggeri i dag som standard gennemføres i et BIM-workflow, er det ikke sket i samme omfang ved Renoverings- og Transformations projekter. 

Maltfabrikken og Fabers Fabrikker er yderst vellykkede arkitektoniske smukke transformations projekter. Det er lærerige erfaringer om hvordan BIM og digitalisering har bragt nye arbejdsmetoder til renoveringens processen af disse bygningsværker, 

Netop ved Renoverings- og Transformationer er der et stort spænd i hvilke digitale værktøjer der bringer værdi og der er ikke nødvendigvis én måde at løse opgaven på. Også derfor er det ekstra spændende at lytte til disse præsentationer. 

  • REVITALISERING AF MALTFABRIKKEN I EBELTOFT

Martin vil i sit indlæg primært fokusere på hvorledes Praksis brugte BIM under projekteringen,  til udbud og under udførelsen. Endvidere vil Martin fortælle om hvilke vigtige erfaringer fra projektet.

Maltfabrikken, Den gamle røde dames knopskydninger

Den arkitektoniske forvandling har særligt udmærket sig ved en nænsom renovering med respekt for det oprindelige, hvor det rå og upolerede nu møder en ny og klar æstetik. Samtidig er fabrikkens karakteristiske historiske knopskydninger fortsat i den nye arkitektur. Det arkitektonisk greb med at arbejde videre med disse knopskydninger, betød samtidig at der i projektet var tale om nybyg, ombyg, renovering og transformation af både jernbetonbygninger og komplekse trækonstruktioner. Samtidig med at der skulle arbejdes med kvadratmeterne under, inden i og ovenpå – samt Nord, syd, øst og vest for den store fabrik. Ved hjælp af 3D scanning med punkt sky af byggeriet og 3D optegning af eksisterende forhold, efterfulgt af en høj grad af tilstedeværelse på pladsen under udførelsen lykkedes det dog at få givet nyt liv til den gamle dame i Ebeltoft.

  • RENOVERING AF FABERS FABRIKKER 

Jan vil i sit indlæg primært fokusere på de tekniske aspekter af projektet i forbindelse med det digitale workflow fra opmåling til produktion og samarbejdet imellem Arkitektskolen og praksis.

Modulsystemer i bygningskulturarven

Projektet havde til formål at udvikle en model og gennemføre et demonstrationsprojekt, der kunne vise vejen for, hvordan transformation af vigtig kulturarv og funktionstomme bygninger gennem ressourcebesparende modulsystemer og digital produktion, kunne give funktionstomme bygninger et nyt liv som billige boliger i landdistrikterne og lede gavnlige, dynamiske effekter med sig. Hypotesen i ansøgningen var, at der igennem anvendelse af modulsystemer kunne laves kvalitetsfulde og økonomisk forsvarlige omdannelser af vores arkitektoniske kulturarv. Hypotesen tog udgangspunkt i, at kulturarven er mangfoldig, og at mødet mellem den enkelte bygning og det industrielle modulsystem stiller særlige krav. Der blev foreslået at anvende digitale redskaber til at skabe et frugtbart møde mellem den eksisterende kulturarvsbygning og det nye modulsystem.

Ved hjælp af digital 3D scanning kan den eksisterende bygning registreres ned i mindste detalje, og der kan genereres en komplet bygningsdokumentation. Disse data omsættes og sendes ind i det industrielle produktionsapparat, hvorved der kan produceres nøjagtigt tilpassede bygningsdele. Igennem anvendelse af de digitale redskaber kan der dermed bygges bro mellem kulturarvens særlige identitet og det industrielle modulsystems rationelle standardisering.

 

Arkitekt Martin Thorbøl Møller
Praksis Arkitekter

Arkitekt Jan Buthke
LINK Arkitekter